Drift og vedligehold - Grønne tage BG Byggros.jpg

Drift og vedligeholdelse af grønne tage

Et grønt tag er et levende system. Med den rette drift og vedligeholdelse bevarer taget sit udtryk, sin funktion og sin levetid år efter år.

Derfor er drift vigtig

Et grønt tag er ikke vedligeholdelsesfrit. Det består af levende planter, som påvirkes af vind, sol, skygge, tørke, næring og de lokale forhold på taget. Regelmæssig drift er derfor afgørende for, at taget fortsat bidrager til regnvandshåndtering, biodiversitet, æstetik og beskyttelse af den underliggende tagkonstruktion.

Uden løbende eftersyn og korrekt pleje kan plantedækket blive tyndt, udpint og mindre modstandsdygtigt. Det kan give plads til uønsket vegetation, som i værste fald kan skade tagets opbygning. Med en enkel og systematisk driftsindsats kan man forebygge problemer og sikre, at det grønne tag fungerer optimalt gennem hele levetiden.

  • BGreen-it® sedumbakker og sedummåtter produceres med et mix af forskellige sedumarter. Ved levering vil taget typisk bestå af flere arter, som efterfølgende tilpasser sig de konkrete forhold på taget – f.eks. sol, skygge, vindpåvirkning og fugtighed.

    De første 2-3 år er etableringsfasen. I denne periode vil nogle arter blive mere dominerende, mens andre kan træde tilbage. For at understøtte et tæt og robust plantedække er det vigtigt, at taget gødes i henhold til den aktuelle drift- og vedligeholdelsesplan.

    Når taget er veletableret, er det som regel mindre sårbart. Herefter kan gødning ofte tilpasses efter behov – f.eks. efter en lang tør sommer, hvor planterne kan have brug for ekstra næring for at komme tilbage i god vækst inden vinterperioden. Ældre tage kan i flere tilfælde klare sig helt uden tilførsel af gødning.

    Det er samtidig vigtigt at undgå overgødning. For meget gødning kan øge det organiske indhold i vækstmediet og skabe et uønsket højt ukrudtstryk. Et for tykt humuslag kan desuden skabe bedre betingelser for skadedyr, som kan spise af sedumplanternes rødder.

    Tommelfingerregel: Gød første gang i april. Vurder behovet igen i august/september – især hvis taget er nyetableret, udsat eller påvirket af tørke.

    Der kan være særligt behov for ekstra opmærksomhed og gødning to gange årligt ved:

    • Sydvendte hældningstage, kystnære tage og andre særligt udsatte tagflader

    • Tage, der ikke tidligere har været driftet, og som fremstår udpinte

    • Tage, der har været påvirket af en lang eller ekstremt tør sommer

    • Nyanlagte tage, som stadig er i gang med at etablere sig

  • Etableres det grønne tag op til en længere tørkeperiode, anbefales det at gennemvande taget efter installation. Når sedumtaget er etableret, vil vanding normalt ikke være en fast del af den løbende drift, da sedumplanter er meget tørketolerante.

    I tørre perioder kan sedumtaget skifte farve og fremstå rødt eller brunligt. De bredbladede arter kan også tabe blade. Det er en naturlig reaktion på tørke. Når der igen kommer regn, vil farven gradvist vende tilbage, og nye blade og skud vil udvikle sig.

  • Ved intensive taghaver bør behovet for vanding vurderes allerede i projekterings- og etableringsfasen. I mange tilfælde kan drypvanding eller sprinklere være en fordel for at sikre en stabil etablering og en sund beplantning.

    Taghaver beplantes ofte med stauder, græsser, buske og træer, som man kender fra traditionelle grønne anlæg. Disse planter er mere afhængige af vand end sedum og kan tage skade ved udtørring. Samtidig er taghaver ofte placeret tæt på varme facader og belægninger, som kan øge fordampningen og skabe et mere udsat vækstmiljø.

    Et effektivt vandingssystem kan derfor være med til at sikre hurtigere etablering, bedre plantevækst og færre udgifter til pleje og udskiftning af planter.

    Nedklipning, beskæring og øvrig pleje af intensive taghaver minder i høj grad om plejen af traditionelle grønne anlæg.

Etableringsguide BGreen-it Sedumbakke fra Byggros

Sedumbakkerne er et alt-i-ét system, der indeholder alle de komponenter, som et ekstensivt grønt tag behøver - samlet i ét produkt: Dræn- og vandreservoir, speciel letvægtjordsubstrat og et færdigt sedumplantedække.

Instruktionsguide BGreen-it Sedumbakke fra BG Byggros

I denne instruktionsfilm fortæller anlægsgartner med speciale i grønne tage, Jesper Staal, om de mange vigtige forhold, som du skal vide noget om ifm. etablering af et grønt tag. Bliv klogere på vigtig viden om levering, planternes udvikling, montering, kantprofiler, sikkerhed på taget, den vigtige drift og meget mere.

BGreen it Sedumbakker - farveskift over året

Denne video fortæller om sedumtagets farve skift hen over året. Et grønt tag er en levende organisme, ligesom dit blomsterbed. Ligesom blomsterbedet vil planterne blomstre op og visne ned, hvilket vil give et varierende udtryk året igennem. Det er helt naturligt og tilføjer blot lidt mere farve til omgivelserne. Nyd dit tag - hele året 🌿